Permanent Makeup

Hos Kjaersfeldt har vi arbejdet med permanent makeup de sidste mange år. Smukt og præcist udført – fordi du ikke skal gå på kompromis, når det kommer til permanent makeup. Det er dit ansigt og din krop, og du fortjener det bedste.

Hvad er permanent makeup?

Permanent makeup er en kosmetisk tatovering. Man tilsætter pigmenter til hudens midterste lag, som understreger og tydeliggør ansigtets naturlige kendetegn og træk. Alle behandlinger udføres med kvalitetssikret, hygiejnisk udstyr udviklet specielt til permanent makeup. Pigmenterne fra permanent makeup lysnes i løbet af 3-5 år, og er dermed ikke så permanente og markante som almindelige tatoveringer. Derfor er betegnelsen “permanent” makeup faktisk en smule misvisende.

Tatoveringer af forskellig art har eksisteret i mange århundrede. Permanent makeup, som det vi mikropigmentister arbejder med i dag, dukkede imidlertid først op i slutningen af 1980’erne i Tyskland og USA. Det var særligt i forhold til bryn og eyeliner, at udviklingen langsomt spirede frem. I 1990’erne begyndte man så også at optegne læber.

Permanent makeup blev indledningsvist udviklet for at hjælpe patienter med forskellige sygdomme – hudsygdomme eller kræftpatienter. Interessen for at bruge det rent kosmetisk fulgte imidlertid hurtigt efter.

De første mange år gav det udslag i meget markante, tatoveringsagtige optegninger. Noget man heldigvis er gået væk fra i nyere tid. I dag er der meget mere fokus på det naturlige udtryk. Permanent makeup bruges blot til at forbedre udseendet, så man bliver ”den bedste udgave af sig selv”. Det meget sminkede og optegnede udtryk er slet ikke så eftertragtet mere. Det oplever vi også hos Kjaersfeldt. Flere og flere kunder ønsker at fjerne ældre permanent makeup, for i stedet at få udført nyere, og mere naturlig, permanent makeup.

De behandlinger man laver inden for permanent makeup i dag er også meget mere skånsomme end 80’ernes tatoverede makeup. Resultatet skal helst blot minde om en naturlig, afdæmpet dag-makeup. Skal man derfor til fest eller lignende, vil de fleste stadig vælge at stadig bruge almindelig makeup for at tydeliggøre udtrykket. Der er dermed ikke tale om en behandling, der erstatter makeup 100%.

Permanent Makeup Vejle

Kjaersfeldt udfører permanent makeup i Vejle, men vores kunder kommer fra hele Danmark. Vi udfører behandlinger for alle – uanset hudfarve. Vi udfører skræddersyede permanent makeup behandlinger, som nøje tilpasses den enkelte kunde.

Ansigtet er dit vindue til verden. Andre aflæser dit indre følelsesliv igennem din ansigtsmimik. Hos Kjaersfeldt oplever vi ofte, at vores kunder ønsker at tydeliggøre deres træk ved hjælp af permanent makeup, for netop at forbedre deres kommunikation med omverdenen. Hvis verden ser dig forkert, kan permanent makeup hjælpe dig i den rigtige retning. Selvfølgelig tilvælger mange også permanent makeup af rent kosmetiske årsager, men effekten er ikke kun overfladisk. For ydre og indre skønhed hænger sammen.

Forskønnelse og markering af dine ansigtstræk kan give dig velvære på flere niveauer. Permanent makeup forenkler desuden også dine hverdagsrutiner, og giver dig et friskere og mere vågent udseende døgnet rundt. Dine egne særegne kendetegn bliver blot skarpere og smukkere.

Vi anvender EU-godkendte pigmenter fra LaBina (Tyskland), som er:

  • Fri for sprit
  • Fri for parabener
  • Fri for tungmetaller, jernoxider og titanium dioxid

Det er organiske pigmenter, som er farverige pigmenter uden rødlige/blålige undertoner. De skaber ingen magnetisme under MR-scanning og kan let fjernes med laser (da de netop ikke indeholder jernoxider).

Inden behandling med permanent makeup

Først bestilles tid til den ønskede behandling, enten online eller via telefonnummer +45 26 36 11 08. Vi anbefaler, at du kommer 20 minutter inden behandlingen starter, så du kan stresse lidt af efter køreturen. I vores venteværelse ligger fagblade fra hele verden, som du kan lade dig inspirere lidt af forud for behandlingen.

Vi starter med at rense og desinficere din hud. Herefter får du en beroligende salve på behandlingsområdet, som køler huden og gør den mindre irriteret under behandlingen. Salven skal sidde på huden i ca. 20 min. Du bedes slutteligt om at underskrive en samtykkeerklæring, som bekræfter din beslutning om en permanent makeup behandling.

Under behandling med permanent makeup

Når din hud er klar, starter vi indledningsvist med at blive enige om form og farve. Formen optegnes naturligvis inden arbejdet igangsættes, så du kan visualisere resultatet.

De skånsomme, organiske pigmenter indarbejdes herefter i hudens midterste lag. Permanent makeup er som skrevet ikke det samme som almindelige tatoveringer. Udførslen gør derfor heller ikke ondt på samme måde. Behandler Aleksandra Kjaersfeldt skifter også løbende behandlingsområde, så huden skånes mest muligt. Det sikrer dig mindre irritation under behandlingen.

Selve behandlingen varer maksimalt 50 minutter. Er der behov for korte pauser, er det selvfølgelig også tilladt. Behandler Aleksandra Kjaersfeldt forklarer løbende hvad hun laver, så du kan følge hendes arbejde fra A til Å.

Efter behandling med permanent makeup

Efter selve behandlingen afsættes tid til aftercare. Du vejeledes grundigt i, hvordan du beskytter huden bedst efter behandlingen. Det er vigtigt at give området ro. Lad derfor være med at røre behandlingsområdet, selvom det kan være fristende. Du får udleveret en salve, som du skal smøre på det behandlede område to gange dagligt i de syv første dage. Undgå derudover for meget sol, solarium, sauna og svømmehallen i mindst 14 dage.

Når du har fået lavet en behandling med permanent makeup hos Kjaersfeldt, kan du uden problemer sætte dig bag rettet og køre hjem. Det er også muligt at tage tilbage på jobbet. Huden kan i nogen henseende hæve lidt, men ikke så voldsomt, at du behøver sygemelde sig.

Området heler i løbet af 7-10 dage. Den første måned efter behandlingen vil huden imidlertid stadig frastøde noget af farven, så det er først efter én måned, at det endelige resultat kan vurderes. I de fleste tilfælde kræves to behandlinger. Der skal imidlertid gå mindst 3 til 6 uger før anden behandling. Det vurderes løbende, om der skal ekstra behandlinger til, før resultatet er som ønsket. Prisen bliver billigere og billigere pr. efterbehandling. 1-2 behandlinger er dog oftest nok.

Yderligere information om permanent makeup

Din hud kan godt blive ekstra følsom, efter du har fået udført permanent makeup. Det anbefales derfor, at du bruger solbeskyttelse med en høj faktor, når du solbader. Herved sikrer du også at huden ikke opheder ekstra pga. pigmenterne.

Dyrker du meget motion de første 5-14 dage efter behandlingen, kan det også påvirke holdbarheden af din permanente makeup. Almindelig moderat motion anbefales derfor i stedet.

Kjaersfeldt hjælper ofte kunder med forskellige sygdomme, fx kræftramte, der skal i kemobehandling. Her anbefaler vi, at kunden besøger os før kemobehandlingen igangsættes. På den måde kan vi fx optegne øjenbryn, der hvor ansigtet naturligt har dem. Når kemobehandlingen er overstået, kan hårene herefter vokse naturligt op, der hvor de optegnede øjenbryn er. Er det ikke muligt, hjælper vi selvfølgelig stadig med at få nogle smukke øjenbryn og eyeliner med permanent makeup, efter kemobehandlingen. Permanent eyeliner optegnes i vippekanten, uanset om der er naturlige vipper eller ej. På den måde skabes det flotteste udtryk i øjnene, og øjnenes form fremhæves på den mest naturlige måde, og skaber illusion af tæthed mellem vipperne, eller skjuler midlertidig mangel på vipper.

Hvem egner sig til permanent makeup?

Grundlæggende kan alle få udført permanent makeup. Er man imidlertid under 17 år, kræver det underskrift fra forældrene. Vi anbefaler også at forældre er med, når behandlingen udføres.

Hos Kjaersfeldt afviser vi indimellem kunders ønsker, hvis vi mener at den ønskede behandling vil beskadige kundens hud eller forandre kundens udseende på en uhensigtsmæssig måde. Derudover er der visse behandlinger, som ikke egner sig til alle hudtyper og farver, hvilket også kan medføre, at behandlingen ikke kan gennemføres. Er du i tvivl om dine ønsker kan udføres, anbefaler vi derfor, at du kontakter os inden du booker tid. Vores behandler Aleksandra Kjaersfeldt har omfattende erfaring med permanent makeup, og besvarer gerne spørgsmål over telefon eller mail.

Bemærk! Professionel permanent makeup er ikke en tatovering, og derfor kan ens livsstil/helbred/kosmetiske behandlinger påvirke resultatets holdbarhed/farve. Vi kan derfor ikke garantere, at resultatet har samme holdbarhed og intensitet fra person til person.